Mit navn er Lasse Wiwe. Jeg er ikke psykolog. Jeg har hverken en lang eller mellemlang uddannelse. Jeg er kun 45 år og har ikke fundet de vises sten. Men jeg har levet et liv med fart på, som har gjort ondt, men også lært mig en masse ting, som jeg mener, kan give dig en fordel i dit liv.
Jeg har ikke alle svarene, det har ingen. Mit liv er ikke perfekt. Jeg har været helt nede og ligge og har stirret på et stort nul på bankbogen og i mit indre, inden jeg begyndte at implementere de ting, jeg taler om i denne bog. Jeg arbejder stadig hver eneste dag på at blive en autentisk version af mig selv. Det har jeg gjort vedholdende de seneste 14 år ved at investere massivt i mit privatliv, mit helbred og mit sind.
Jeg ville ønske, at nogen havde vist mig en bog som denne før i mit liv, og det er mit mål at inspirere dig til at komme i gang.
Jeg vil gerne være din udviklingspartner og hjælpe dig med at tegne et roadmap, som gør det lidt nemmere for dig at navigere i dit liv.
Uperfekt med vilje er en livstil og et mindset, som jeg selv har fundet på og levet efter i rigtig mange år. Det tager udgangspunkt i det, de fleste af os godt ved, nemlig at ingen, inklusive dig selv, ved præcist, hvad de laver. Alle improviserer i livet, så du kan godt trække vejret.
Det at blive succesfuld i den klassiske forstand kan ikke stå alene!